lørdag den 16. januar 2016

Humus basis opskrift

Humus er en af mine så absolut yndlingsdips! Fordi det smager så lækkert, kan jeg bruge det til hvad som helst. Salat, brød, pita, snack. Men den ene, den anden og den tredje grøntsag. Morgen, middag og aften.
Hvis du en eftermiddag føler dig sulten og sukkerkold, så ræk ud efter humusen i stedet for kagen. Skær en tallerken med grøntsager i alle regnbuens farver, og placer da en solid klat humus på tallerkenens midte. (Dette fungerer også glimrende som morgenmad...)

Humus er desuden velegnet for alle; Vegetarer, veganere, glutenintolerante, sukkersyge, folk på plantebaseret diæt, Low Carb livstile, til dem, der grundet træning har brug for meget protein og i særdeleshed for dem, der går efter dét, der smager bedst ;-) , så det er bare med at komme i gang.

Der er mange bud på humus, men dette er grundopskriften til enhver videreudvikling. Derfor kan du blot tage udgangspunkt i denne, hvis du vil eksperimenterer videre med humus.




OPSKRIFT

300 g. kogte kikærter
1 stor spsk. tahin
0,5 dl vand
1 fed hvidløg
1,5 spsk olie
7 spsk citronsaft (eller en halv meget stor citron)
1 tsk pulveriseret spidskommen
2 tsk salt
peber

FREMGANG:
  • Blend kikærterne sammen med tahin, vand, olie, citronsaft og hvidløg i en foodprocessor eller i en skål vha. en stavblender.
  • Rør spidskommen, salt og peber i humussen.
  • Nu kommer den sjove del af legen: Tilsmagning. Nogle er meget usikre, når de skal smage maden til, men det gælder bare om at stole på sig selv og prøve sig frem.
VARIATION: Humus kan varieres i al uendelighed, så det er blot et spørgsmål om smag og behag. Denne opskrift er blot et udgangspunkt for videre leg. Her er flere muligheder, du bør overveje:
- Mere salt, muskatnød, chili, mere hvidløg, mere tahin, kogte eller rå rødbeder og grillet grønt som f.eks. peberfrugt og aubergine. -



Ingen kommentarer:

Send en kommentar